Tips til Krøllet Hår

Har man krøllet hår, så kan det både være en velsignelse og en forbandelse på samme tid. Mange piger med krøllet hår har drømmet sig væk til en dag med en lang, glat hårpragt, og har brugt timer på at få krøllerne til at forsvinde. Og 5 minutter ude i fugtigt, koldt vejr, så er sporene fra glattejernet erstattet af krusede lokker.

Det bedste man kan gøre for sig selv er derfor at slutte fred med sine krøller. Har man krøllet hår så kan man få de fleste til at blive grønne af misundelse på grund af de fyldige og smukke lokker, når blot man behandler sine krøller ordentligt. At få krøllerne til at forsvinder giver sjældent det kønneste resultat.

Krøllet hår kræver pleje og omsorg for at makke ret. Man kan aldrig helt bestemme hvordan krøllerne skal arte sig, men med den rette behandling kan man sørge for, at krøllerne tager sig ud fra den bedste side. Et smukt og velplejet krøllet hår kan få de fleste til at blive betagede af krøllernes natur. Det vigtigste er faktisk, at man accepterer sine krøller og lader naturen gå sin gang – så vil man få det bedste resultat. Her kommer nogle tips til krøllet hår.

Bliv klippet ofte. Det er vigtigt at undgå slidte spidser når man har krøllet hår. Naturkrøl har en tendens til at kruse, og det vil kun blive værre hvis spidserne er slidte. Sørg for at få klippet dine spidser hver 7. uge, så du altid har friske spidser. Slidte spidser vil gøre håret tungere, hvilket vil gøre krøllerne slappe. Med friske spidser vil dine krøller få et friskere og mere spændstigt look.

Fugt, fugt og fugt. Krøllet hår har en tendens til at blive tørt, så det er vigtigt at tilføre fugt for at opretholde spændstige krøller. Brug en god shampoo og balsam til krøllet hår, og suppler med en hårkur efter behov. Brug evt. en fugtgivende spray imellem hårvaskene, så du opretholder en god fugtighedsbalance.

Få etageklippet dit hår. Det er en god idé at få klippet håret i etager, hvis man ønsker spændstige krøller. Forskellige længder i håret gør, at man ikke opnår for megen tyngde i hårlængderne. Hvis håret bliver for tungt, vil det trække krøllerne ud, hvilket giver et slapt look. Mange forskellige længder gør, at du nemmere kan få håret til at krølle op.

Drop hårbørsten. Selvom du måske har lyst til at rede og rede dit hår, så du kan få krøllerne til at forsvinde, så vil du næppe opnå et særlig godt resultat på den måde. Det eneste du opnår med en hårbørste er et kruset og filtret hår, der ikke er særlig kønt at se på. Drop hårbørsten og brug en bredtandet kam efter hårvasken. Lad føntørren være og lad være med at redde håret indtil efter næste hårvask.

Tør hår med hovedet nedad. Det er bedst for krøllet hår at lufttørre, da en hårtørrer vil være med til at udtørre håret, hvilket ikke er ret godt for krøllet hår. Men du kan dog opnå gode resultater ved at bruge en diffuser på din hårtørrer og tørre håret med hovedet nedad. En diffuser er et mundstykke med en masse “tænder” der tørrer håret indefra og ud. Derved bliver den udtørrende effekt mindre, og du opnår mere spændstige krøller. Den kaldes også en softstyler. Når du vender hovedet nedad undgår du at den varme luft strækker og hiver i håret, så du undgår at dine krøller bliver påvirket af varmen. Du opnår derfor smukkere og mere naturlige krøller, hvis du vender hovedet nedad og tørrer dit hår med en diffuser. Resultatet er markant anderledes end hvis du bruger en almindelig hårtørrer.

Brug et produkt til krøller. Mange piger med krøller har prøvet at bruge den klassiske blå Niveacreme i håret. Den giver fugt, og flotte krøller fordi du kan kramme den ind i håret, så krøllerne bliver spændstige og fyldige. Den giver dog også ret meget fedt, så dit hår kan hurtigt komme til at fedte. Der findes professionelle hårprodukter til krøller, som giver samme effekt uden at fedte. Et godt bud er en creme, der giver krøl under føntørring og en spray der giver hold og glans når håret er tørt.

 

 

3 Comments
  1. August 31, 2013
  2. May 1, 2017
    • June 17, 2017

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *